Christina Kielsgaard
Kertemindevejen 18
5290 Marslev
Tlf. 26281554
Mail: cvki@kerteminde.dk
Åbningstider:
Mandag-onsdag 06:30 – 16:15
Torsdag 06:30 – 16:00
Fredag 06:30 – 15:45
Velkommen i min dagpleje.
Jeg hedder Christina, er en årgang 1976 og har været ansat som dagplejer siden 2001. Jeg er gift med Jan, som er indehaver af Marslev El som også findes på adressen. Sammen har vi 4 drenge, Daniel fra 1999, Benjamin fra 2001, Nicolaj fra 2005 og Sebastian fra 2009. Vi har ingen dyr indendørs, ude har vi en kanin, og vores hjem er 100 % røgfrit.
Når I kommer kan I bare gå lige ind og tag barnevognen med ind. Jeg har et stort opvarmet rum, hvor barnevognene står, når de ikke er i brug. Det rum kan vi også bruge til boldspil/scooterræs, hvis der er en dag, hvor vi ikke kan komme ud. I rummet hænger en sansegynge, som vi tit bruger. Det er også i det rum, jeg har en garderobe til børnenes tasker og overtøj.
Vi leger på mit legeværelse, gang og køkken. Når vi leger inde, bruger vi meget tid på at tumle på madrasser, synge, danse til musik, lege stille lege f.eks. bygge puslespil eller tegne. Vi har også meget fokus på sprog, derfor har vi fået læseleg mini (tjek evt. www.læseleg.dk), som vi bruger meget. Det er en måde at læse på, hvor vi stadig læser MED børnene (altså inddrager dem i div. billeder o.a. i bogen, som vi snakker om). Med læseleg er vi mere opmærksomme på at bruge kropssproget, fagter, sange og babytegn. Til de forskellige bøger udvælger vi nogle fokusord som der lægges ekstra vægt på. Alt sammen for ved tidlig indsats at øge børnenes ordforråd og hjælpe dem så godt på vej rent sprogligt som overhovedet muligt.
I min indhegnede have bruger vi meget tid i sandkassen, på gyngerne eller på at køre på scootere. Vi går af og til på ture, besøger børnehaven, kælkebakken eller en af de andre dagplejere i området. På den måde lærer børnene børnehaven at kende, så det ikke er helt fremmed for dem, når de skal derop. De får også nye/flere kammerater, som de bliver trygge ved, og som de kan kende, når de kommer i børnehaven.
Det er vigtigt for mig, at vi har en sjov hverdag, hvor vi får grinet og brugt vores kroppe gennem sang, dans, leg, gå ture osv.
Mine værdier:
- Jeg er en glad og positiv pige som vægter tryghed og omsorg højt.
- Jeg vil gerne skabe et trygt og lærerigt miljø for netop jeres barn.
- Tror på at vi kommer længst med at være anerkendende og fremhæve det positive… Altså at jeg bevist fremhæver og anerkender alt det, som barnet KAN i stedet for at fokuserer på det, de IKKE kan.
- Arbejder meget hen imod at barnet bliver så selvhjulpen som muligt for på den måde at give dem den bedste start på børnehave tilværelsen.
- Jeg lægger vægt på en stabil hverdag, hvor vi tilrettelægger dagens aktiviteter ud fra børnene og deres forudsætninger.
- Jeg benytter babytegn.
- Arbejder efter de kommunale læreplaner.
- Går ud stort set hver dag.
Hverdagen i dagplejen:
Der bliver serveret morgenmad indtil kl 07.30. Formiddagsmad kl 9. Frokost kl 11 og eftermiddagsmad omkring kl 15. Vi går ud efter kl 9, og de gange vi går på tur, sender jeg sms og oplyser om, hvor vi er, så I kan aflevere der.
Vi går i heldags legestue i Marslev børnehus hver 14. dag, hvor vi er 3-4 dagplejere samlet. De dage skal I aflevere og hente i børnehuset.
Kost/måltider:
Der serveres sund mad i henhold til kommunens kostpolitik. Morgenmaden består af havregrød eller øllebrød. Til formiddagsmad/eftermiddagsmad kan der serveres frugt/grønt, knækbrød/hjemmebagt grovbolle. Til frokost serveres der som oftest rugbrød med div. pålæg og noget grønt. En gang imellem laver vi varm mad. Til hvert måltid drikker vi vand eller mælk.
Praktisk info:
- Hvis I har lyst til at høre mere eller evt. besøge mig, er I velkomne til at kontakte mig på mobil 26281554.
- I er altid velkomne til at sende en sms og høre hvordan det går med jeres barn, eller hvis der er noget I lige undres over. Jeg svarer så snart jeg får tid.
Kurser:
- Grundkursus for dagplejere
- Inklusion
- Seminar om sensitive børn
- Førstehjælp (som bliver genopfrisket hvert andet år)
- Dagplejeuddannelsen (en uddannelse der består af 4 moduler på hver 4 uger)